Beskrivelse:Spyfluer og deres livshistorie Danske spyfluer Spyfluer i ådsler Spyflueangreb på levende hvirveldyr Spyfluer i sårbehandling Spyfluer som skadedyr og smittespredere Spyfluer i kriminaltekniske undersøgelser Supplerende læsning Hører man en spyflue i køkkenet, bør det tænde advarselslamperne. I løbet af et øjeblik kan den lægge en gevaldig portion æg på stegen, og kødet vil efter kort tid vrimle med ækle maddiker. Et hul på størrelse med et nålestik i fx husholdningsfilm er faktisk nok til, at spyfluen kan stikke læggerøret ind og lade æggene dumpe ned på kødet, som man troede var godt beskyttet. Boy Overgaard Nielsen fortæller i dette hæfte veloplagt om mange spændende og uventede aspekter af spyfluernes liv. De fleste spyfluearter yngler i ådsler og bidrager som naturens skraldemænd ved at skaffe kadaverne af vejen, men samtidig kan spyfluerne sprede sundhedsfarlige mikroorganismer. Smittefaren er naturligvis størst i områder med mange smittekilder, fx hvor de sanitære forhold er primitive. Spyfluer opdager også lynhurtigt et menneske-lig, og her kan larvernes udviklingstrin levere nyttige spor i kriminaltekniske undersøgelser. Adskillige spyfluearters larver kan udvikles i sår på levende værter, fx mennesker, kvæg eller får, og forvolde lidelse, død og økonomiske tab. På den anden side kan denne adfærd udnyttes positivt i den medicinske behandling af sår, der ellers vanskeligt heles. Spyfluelarverne fjerner puds og dødt væv fra såret, og samtidig afgiver de bakteriedræbende sekreter, der kan gøre det af med bl.a. resistente streptokokker og stafylokokker. I dette i øvrigt velillustrerede hæfte viser fotos stillet til rådighed af Bispebjerg Hospital, hvordan man også her i landet anvender maddike-terapi.